Vores gamle æbletræ står lige vej siden af terrassen, og grenene fylder godt nok lidt meget efterhånden. Sommetider klipper jeg et par af, og denne her gang tænkte jeg: hvorfor ikke lave gele af æblerne? Jeg tyndede lidt ud i de andre æbler og fluks havde jeg tre kilo æbler. 11/2 liter vand koges sammen de ituskårne æbler i en halv times tid, og sættes til at dryppe af i en sigte med et rent klæde i natten over.
Den saft, der blev, var allerede ret tyk i det, selv uden sukker eller kogning. Der blev lige lidt over en liter saft, som jeg kogte med ca. 750 gr. sukker, de fleste opskrifter på nettet siger 1 kg. til 1 liter saft, men det blev for sødt, tænkte jeg. Og med 750 gr. er det rigeligt sødt allerede.
Nu er det jo spændende, om det vil gelere!
Jeg lavede geleprøven et par gange: på en kold tallerken sættes en smule af saften, og efter fem minutter i køleskabet skal det gerne stivne sådan nogenlunde. Jeg har kun lavet gele en gang før, og da stivnede sådan en smule saft nogenlunde efter 10 min. kogning. Denne gang stivnede det ikke helt rigtigt, selv efter et kvarter. Og jeg har læst mig til, at for lang tids kogning gør gele'en sej, så jeg ville helst ikke koge det længere. Jeg gav det en smule citron, det fremmer geleringen, hvis ellers pektinen er der. Synes ikke, det hjalp så meget. Det underlige var, at det, jeg skummede af, blev helt stift. Og jeg mener meget stift! Så jeg håber, det alligevel bliver til gele om en halv times tid...ellers har jeg lavet æblesirup, og det er jo også lækkert.
Jeg har puttet æblemynte i to af glassene og timian i et af dem, det giver lidt anderledes smag til gele'en (siruppen...). Det gjorde jeg og sidste år, og det var ganske lækkert.
Glassene er selvfølgelig rengjorte og skoldede, men jeg har ikke brugt atamon eller andet. Sidste år holdt det sig fint i køleskabet alligevel.
Uh, hvor jeg glæder mig til at smage det!