søndag den 31. marts 2013

Foråret er på vej!

Endelig titter de små blomster frem på plænen. Efter inspiration fra min gamle skolekammerat Berit:
Mønstrene er fra Drops nr. 147, garnet almindeligt tyndt bomuldsgarn 8/4.

torsdag den 28. marts 2013

Færdig!

Så blev et hold grydelapper færdige. Lavendel kantet med rosa. Synes ikke, en musetakket kant passede til, da garnet er den kraftige bomuld, så derfor bare en kant i fastmasker. Glæder mig til at tage dem i brug.

Kanten ses tydeligere på det ene billede.



søndag den 17. marts 2013

I gang med noget nyt

Jeg har ellers en fast aftale med mig selv om, at jeg KUN må være i gang med et projekt ad gangen! (Bortset fra alle de gamle ting, der ligger i kurven, og har ligget trygt og godt der i årevis- men det er en anden sag) Men i dag skulle jeg til stævne med min datter, og så var mit nederdelsprojekt bare for stort at slæbe rundt på. Så princippet måtte brydes, bare lige denne ene gang (jeg er også rigtig træt af at hækle på den nederdel. Rækkerne føles længere og længere, men faktisk mangler jeg kun 15 cm, max). Derfor nu foreløbig én grydelap lavet i den tykke bommuldsgarn, hæklet i almindelige fastmasker:

torsdag den 7. marts 2013

Hæklet nederdel, stadig

Jeg arbejder ikke så hurtigt, mest fordi jeg ikke har så meget tid til at hækle. Så jeg er stadig i gang med min grå nederdel i 100% ren, grå uld. Jeg er dog kommet et pænt stykke over midten, som det kan ses på dette dårlige billede. Men belysningen er desværre ikke så god. Målt fra midt-bag til midt-for skal der være ca. 47 cm, så håber jeg, nederdelen sidder pænt til. Men det gode ved hækling, og ved at hækle på den lodrette led er, at jeg kan måle undervejs og passe den til.
Der er et par indtagninger foran, lavet ved ikke at hækle helt op på en enkelt række. Jeg ved ikke, om man kan se det på det ene billede, men jeg har forsøgt at fotografere det.



Deltag i en give away!

Fru Schou holder en fødselsdags-give-away, for at fejre sin blogs toårs fødselsdag. Du kan vinde denne her søde make-up-pung. Deltag, du kan nå det endnu! Hun trækker først vinderen i morgen.
Jeg deltager selv, mest for at få lidt mere erfaring i det her med at blogge, være med i give aways osv.

mandag den 4. marts 2013

Et smukt mønster

Så dette flotte mønster i strikkeklubben. Det er et gammelt, norsk mønster kaldet Svikkelmønster. Det er her strikket på et par strømper, men oprindeligt stammer det fra en ulden underkjole fra ca. 1850 - 1900. Jeg tænker , at det ville være utrolig smukt som afslutning på en strikket nederdel. Glatstrikket i en lys, tynd uldgarn med en let vidde, men nogenlunde glat over hoften.